Hvad er TriYoga?
TriYoga er en blid, hensyntagende og særlig meditativ yogaform, hvor åndedræt, opmærksomhed og bevægelse er i fokus.
Øvelserne i Triyoga er langsomme dynamiske flows, der smidiggør, styrker og skaber bevidsthed i kroppen. Fokus er specielt på rygsøjlen, hvor der arbejdes med bølgende bevægelser og de små muskelgrupper i hele kroppen.
Disse bevægelser styrker kroppens naturlige energiflow og evne til at helbrede sig selv.
TriYoga henvender sig til alle niveauer. Det, der adskiller TriYogaen fra andre yogaformer er, at den arbejder på et detaljeret og særligt meditativt niveau.
TriYoga er inddelt i 7 niveauer, startende med Basics. De fleste vil dog sagtens kunne være med på level 1, hvor flowene bliver længere og der introduceres flere asanas (stillinger) og kriyas (flows). Det kræver dog ofte en dedikeret yogapraksis, at bevæge sig videre i de forskellige niveauer.
TriYoga er skabt af Kali Ray, fra USA. Hun har udviklet yogasystemet fra bunden baseret på meditation. TriYoga praktiseres internationalt i både USA, Europa og Asien.